|
|
| Sjakkets socialpædagogiske dagtilbud |

|
Sjakkets socialpædagogiske dagtilbud er for unge mellem 11 og 17 år.
Dagtilbuddet er skræddersyet til de unge, der ikke kan fungere i de etablerede skoletilbud, både folkeskolen og alternative former for skole. Vi prøver at skabe andre rammer i undervisningsformen end de unge har været vant til. Det hele går ud på at styrke de unge, at styrke deres selvværd og selvtillid på en positiv måde, hvor essensen er, at de oplever succes i modsætning til tidligere oplevelser. De succeser defineres på daglig basis og på overordnede mål såsom 9. klasses afgangseksamen. Generelt har vores interne tilbud ikke så meget med forebyggende arbejde at gøre, men er i stedet en dannelse og reperation af den unge, hvor vi forsøger at give dem redskaber, så de kan komme tilbage til samfundet og få bedre muligheder. De unge, som er havnet her i Sjakkets dagtilbud, har forskellige baggrunde og forskellige årsager til, at de er faldet ud af de etablerede tilbud.
Definitionen på deres problemer er:
-
Manglende succes og positive oplevelser i skoleregi
-
Manglende indsigt og relation fra forældre
-
Manglende positiv kommunikation med og forståelse af de voksne, som de har mødt i det offentlige system
-
Søger succes gennem småkriminalitet og gadelivet i al almindelighed
-
Nemme ofre for de etablerede kriminelle miljøer for at skabe selvværd og tryghed
-
Skaber gruppetryghed med de andre unge, der har det lige så dårligt, som dem selv
I vores arbejde forsøger vi at bryde den negative spiral, som de unge er kommet ind i (se ovenfor). Vores overvejelser i de pædagogiske rammer for de unge består af:
- Pædagogikken er rygsøjlen i undervisningen , dvs. at der altid er socialarbejdere med i klasselokalet for at tage sig af konflikter, hvor underviseren udelukkende forholder sig til det faglige. Dette gør vi for at afskaffe det billede og de erindringer, de unge har fra deres tidligere skolegang, der har været præget af konflikt med lærerne.
- Fokus på de positive sider hos de unge, som vi observerer og prøver at støtte til sundere selvværd.
- At betale lommepenge, som pædagogisk redskab, der har to funktioner – både gulerod og straf. Samtidig er det en slags kriminalpræventiv foranstaltning, fordi det ikke er nødvendigt for dem at udføre kriminalitet for at få de ting, de ønsker sig/ skal bruge. På den måde lukker vi vejen til, at de bliver nemme ofre for de kriminelle miljøer.
- At fastholde og skabe et positivt forhold mellem unge og forældre, dvs. invitere og informere forældrene tit og ofte om de positive oplevelser, vi har med deres unge. Vi prøver at fjerne det negative billede, som de har fået af deres barn. Vi prøver at skabe en sundere relation mellem forældrene og den unge bl.a. ved overholdelse af de aftaler som indgåes.
- Arrangere ture når de unge over en periode har gjort sig fortjent til det. Samt ekskursioner som har et fagligt - og et dannelsesmæssigt sigte for at styrke den faglige skolegang.
- Normalisere og strukturere deres hverdag i forhold til faste mødetider og måltider, hvorfor de får serveret morgenmad og frokost hver dag.
- Vi har en studievejleder tilknyttet vores dagtilbud, som kan følge de unge til de bliver 19 år.
Vores erfaringer fra de sidste 8 års undervisning af unge, som er en del af vores dagtilbud, har lært os, at de 15-årige som starter hos os fagligt og socialt ligger på et niveau svarende til 10-11 årsalderen. Derfor er det nødvendigt at både skolerne og socialcentrene melder hurtigere ud, når de observerer de unge, der ikke kan følge med i de rammer, der er i folkeskolen, og før de unge begynder at få negative succesoplevelser, som erstatning for den mangel de har i dagligdagen i skoleregi. Derfor har vi valgt at sætte vores målgruppe til skolen ned til 11 år, hvor vi kan møde og nå dem, inden det er for sent.
|
03-02-2009
Renovering
I Sjakkets ejendom, der netop er blevet renoveret, har vi mulighed for at tilbyde idrætsforeninger, skoler og andre institutioner at låne og bruge vores idrætsfaciliteter. Vores overordnede samarbejdspartner er idrætskonsulenten i Nordvest og Projektrådgivningen.
06-21-2007
Status 1 vedrørende Sjakkets ejendom på Skaffervej.
Overordnet er der i områderne Ydre Nørrebro og NordVest mangel på idrætsfaciliteter. Sjakket ser derfor hallerne på Skaffervej som et vigtigt supplement til Nørrebrohallen, Grøndalscentret, skoler, etc.
|