Print
Sitemap
Vi har undersøgt din browser og du har ikke Adobe Flash installeret.

Klik her for at hente flash
     

Sjakkets historie

”Vi lærer børn og unge at tro på sig selv, iagttage deres omgivelser og være åbne over for at udnytte de muligheder, der er for dem.” (Sjakket, 2010).
 
”Sjakket” eller ”Gadesjakket”, som det hed den gang, har siden starten i 1991 været et fristed for børn og unge i København, som ingen andre ville lege med. Sjakket har altid søgt at være dér, hvor de socialt udsatte og sårbare unge har haft brug for det. Et sted, der var de unges. Et sted, hvor de kunne komme videre i livet.
 
I 1991 var Børnehotellet blevet lukket, og der manglede et sted hvor gadebørn kunne få tag over hovedet, et varmt måltid mad og en seng at sove i. Børn og voksne fra bz-miljøet og folk fra Amager Totalteater stod bag initiativet, der i første omgang fik til huse i nogle kælderlokaler i Møllegade og senere andre steder på Nørrebro.
 
Sjakket var i de første år præget af mange kulturelle aktiviteter og opsøgende arbejde over for gadebørn og andre udsatte unge, båret af engagerede professionelle, frivillige og andre i forskellige former for jobordninger. Med støtte fra Socialministeriet gik Sjakket i 1992 i gang med et udviklingsprojekt, som tegnede konturerne til en indsats, der hvilede på de unges egne behov og erfaringer.
 
I 1995 flyttede Sjakket til de nuværende lokaler, ”Fabrikken” på Skaffervej i Nordvestkvarteret – dårligt vedligeholdte, utætte og fugtige lokaler. Bygningerne blev købt for indsamlede midler, bl.a. via folkeaktier, og skulle oprindeligt benyttes som bilværksted, men målgruppen ændrede sig, og bilværkstedet blev aldrig rigtig til noget. Den nye målgruppe bestod af socialt udsatte unge med indvandrer- eller flygtningebaggrund. Der var forskellige opfattelser af de bærende aktiviteter, og de folk der førte Sjakket videre valgte en klar pædagogisk linje frem for at fokusere på produkterne, og der blev satset på de yngste børn og unge.
 
I 1998 skete der en reorganisering af Sjakket, og de ældste unge blev sluset ud til andre aktiviteter. Men det var stadig kultur- og fritidsaktiviteter, der prægede stedet. De unge var meget aktive, men fik ingen formel anerkendelse for det, de lavede og det, de lærte. Behovet for formel anerkendelse var stort, og i 2000 lykkedes det – i samarbejde med Københavns Kommunes Ungdomsskole – at etablere en egentlig skoleundervisning for unge, der ikke var i stand til at følge den almindelige skole eller andre særlige skoletilbud. Kort efter blev der indgået driftsoverenskomst med kommunen om skoletilbuddet.
 
Samtidig blev vi opmærksomme på de store behov børn og unge i Mjølnerparken havde for at få hjælp til at klare sig i skolen, og lektiehjælpen (Klub 36) blev – i samarbejde med lektiehjælpere fra Dansk Flygtningehjælp – åbnet. Også her blev der kort efter indgået driftsoverenskomst med kommunen.
 
Sjakket udviklede – bl.a. inspireret af de unges fascination for den amerikanske ghettokultur med dens rap og hip-hop musik – en ny pædagogik, Ghetto Hero: At blive stjerne i eget liv. Ghetto Hero er et forsøg på at få de unge til at gå nye veje, at få vendt det negative billede af unge, som både de selv og omgivelserne ser. At vise, at unge har drømme og visioner om fremtiden, også de socialt truede unge. At vise, at det kan lade sig gøre at få de unge videre og væk fra kriminalitet. Det kræver en anden måde at arbejde med de unge på, end sådan som det ofte foregår i det etablerede system.
 
Men fabrikken på Skaffervej var og blev i meget dårlig stand, og alle kræfter blev sat ind på at skaffe penge til en renovering. Det lykkedes nogle år senere med støtte fra Realdania Fonden, Egmont Fonden, Lokal- og Anlægsfonden, Sygekassernes Helsefond og Veluxfonden samt Københavns Kommune. Og i 2007 kunne Sjakket indvie nogle fantastisk flotte lokaler, som skoler, fritidsklubber og beboere i området kunne benytte til idrætsaktiviteter, undervisning, møder og andre fritidsaktiviteter.
 
Udviklingen fortsætter, og udfordringerne har ændret karakter. Der er især stort behov for at støtte de kriminalitetstruede og socialt udsatte unge. Sjakkets erfaringer viser, at selvom man har haft fat i børnene fra de begyndte i skole, stiller det helt anderledes krav til indsatsen, når de vokser op og får andre interesser. Derfor fortsætter Sjakket med lektielæsning for de mindre og skoletilbud for de større, kombineret med de mange aktivitetsmuligheder i bygningerne på Skaffervej. Ind i dette flettes rådgivning og tæt samarbejde med forældre og andre aktører.
 
I den kommende tid vil Sjakket – i samarbejde med andre professionelle – udvikle de kompetencer, der skal til for at fastholde de ældste af de unge, sikre dem en ungdomsuddannelse og senere et job.