Onkelnetværket
”Onkelnetværket” – eller ”Onkelmetoden” – bygger på værdier, som hovedparten af børnene kender og respekterer fra deres forældres hjemlands kultur. Da vi startede den forebyggende indsats i Mjølnerparken, var det nødvendigt at inddrage forældrene for at sikre, at de pædagogiske rammer for børn og unge virkede.
Gennem den proces lykkedes det at mobilisere 20 aktive fædre, som gav en hjælpende hånd med til de større aktiviteter, når vi tog ud af byen. Samtidig benyttede vi mødrene til at sikre tillidsforholdet, så de turde sende deres piger til Klub 36. De frivillige fædre organiserede vi i ”Onkelnetværket”. Det skete i kølvandet på den såkaldte bandekrig, hvorefter vi tiltrak yderligere 15 nye fædre.
Sjakket superviserer løbende de fædre og beboere, som er tilknyttet Onkelnetværket. Formålet med at gøre fædre til ”onkler” var for det første at give fædrene et større perspektiv, så de ikke kun koncentrerede sig om deres egen familie. For det andet at bruge dem som rollemodeller ift. andre familier. Og for det tredje at få de unge til at føle sig trygge, når de henvender sig til onklerne.