Print
Sitemap
Vi har undersøgt din browser og du har ikke Adobe Flash installeret.

Klik her for at hente flash
     

Fritidsaktiviteter

Sjakket to multihaller på Skaffervej er et vigtigt supplement til de omkringliggende idrætsfaciliteter, som f.eks. Nørrebrohallen og Grøndalcentret og skolernes gymnastiksale. Sjakket låner især hallerne ud til forskellige friskoler og fritidshjem mv., der ikke selv råder over gymnastiksal eller andre idrætsfaciliteter. Også mødelokalerne udlånes, f.eks. til lokale boligforeninger. Og i det røde lydstudie, der ligger på toppen af bygningerne, producerer unge fra Ungdomsskolen deres egen musik og lærer om de tekniske muligheder.
 
For nogle år siden blev vi opmærksomme på, at mange kvinder med indvandrer- eller flygtningebaggrund på en eller anden måde er meget isoleret og præget af overvægt og sygdom. De bruger normalt ikke de tilbud, der er for motion. Derfor valgte Sjakket at oprette et fitnessrum, målrettet disse kvinder. En af Sjakkets kvindelige medarbejdere har haft ansvar for at opsøge dem og fortælle om tilbuddet og de fysiske rammer, som gør det muligt, at kvinderne kan føle sig trygge. I det første halve år kom der kun kvinder fra ydre Nørrebro omkring Mjølnerparken. Men efterhånden har tilbuddet spredt sig som ringe i vandet til mange andre kvinder, så nu kommer kvinder fra mange andre områder og fra mange forskellige nationaliteter.
 
I 2010 startede et nyt tiltag for de kvindelige brugere af fitnessrummet. Hver lørdag mødes cirka 60 kvinder med deres børn i Sjakket, hvor de deltager i kostværksted og idrætsaktiviteter og danner netværk. Vores plan er efterhånden at udvide tilbuddet til at invitere gæsteundervisere i sund kost og livsstil (sundhedsplejerske, kostvejledere, livsstilseksperter, motionsvejledere o.lign.). Vi håber på den måde at give kvinderne nogle redskaber til sundere kost og bedre livsstil, både for dem selv og for deres børn. Og på den måde være med til at gøre dem mere aktive og positive og mindre syge.
 
I aftentimerne danner Sjakkets haller ramme om forskellige idrætsaktiviteter for de foreningsløse unge. Erfaringerne viser, at mange udsatte unge, som melder sig til forskellige foreninger, hurtigt dropper ud igen, fordi trænerne ikke både kan være trænere og pædagoger samtidig – og på den måde nemt kommer i konflikt med de unge. I arbejdet med foreningerne bruger vi Sjakkets pædagogiske udgangspunkt omkring rollefordeling. Det betyder, at Sjakkets medarbejdere står for det pædagogiske arbejde omkring de unge for at fastholde dem, mens de forskellige trænere koncentrerer sig om at gøre dét de er bedst til, nemlig at træne de unge i de forskellige sportsgrene.