BUS

Klub 36 har gennem 12 år tilbudt børn og unge i Mjølnerparken lektiehjælp, computercafé og fritidsaktiviteter. På grund af oversvømmelser i forbindelse med sidste sommers heftige regnskyl, har Lejerbo besluttet at flytte alle aktiviteter ud af kælderlokalerne. Og således også Klub 36. I stedet har Sjakket  med støtte fra socialforvaltningen, Hot Spot og Lejerbo købt en bus, som fungerer som en ”Klub 36 på Hjul”.

Formålet med bussen er:

  1. At give børnene og de unge mulighed for at komme uden for Mjølnerparken og lære deres by og bys historie at kende,
  2. At lære dem om kulturen, idrætten og naturen omkring København og om de forskellige årstider.
  3. At udvikle et kammeratskab mellem børnene, hvor de får rådgivning og vænner sig til et positivt samarbejde.
  4. At ”holde gryden i kog”, mens vi venter på Socialforvaltningens beslutning.

Forældrenes opbakning til arbejdet med børnene har altid været vigtigt for Sjakket. Derfor er der gjort meget ud af at informere og inddrage forældrene, både i beslutningerne og ved at lade dem betale for nogle af udflugterne. Et pædagogisk redskab, som er vigtigt over for denne gruppe af forældre.

Turene startede i påsken 2012 med tre dages ophold i Lalandia på Falster. Tre hold med i alt 50 drenge og piger i alderen 6-13 år – ud af en samlet målgruppe på 150 – fik gennem opholdet mulighed for at komme tættere på hinanden, ligesom pædagogerne fik mulighed for at vurdere sammensætningen af grupperne.

Herefter er børnene på skift kommet på eftermiddagsture i mindre grupper i de to minibusser. Der er plads til 15 børn og unge af gangen (de første tre uger med tre busser var de plads til 24). Hvert sted besøges tre gange, så flest muligt får de samme oplevelser, som de kan snakke om senere. Turene sammensættes, så de både rummer historisk viden om København, indtryk af de enkelte steder og af naturen samt mulighed for at slappe af og lege sammen. Hver tirsdag og søndag er der svømning, og de børn, der ikke kommer med på tur, har mulighed for at benytte Sjakkets faciliteter på Skaffervej – med lektiehjælp, computercafé, idræt, madlavning mv.​

Fra 1. juni er der både medarbejdere i Mjølnerparken (for at holde de små væk fra de større og uroskabende unge), på Sjakket (for dem, der ikke kan komme med på turene p.gr.af pladsmangel) og i minibusserne. I alt fem medarbejdere fra Sjakket og én fra Helhedsplanen.

​Som eksempler på de hidtidige ture kan nævnes:

  • Kronborg – hvor vi besøgte kasematterne og Holger Danske, gik tur på volden og prøvede at fiske. Kørte hjem ad Strandvejen med masser af steder at snakke om. Kulturværftet besøger vi næste gang, vi kommer til Helsingør.
  • Langelinie – med Den lille Havfrue, Kastellet og Frihavnen (som nu er lavet op til moderne kontorbyggeri, men enkelte gamle bygninger står endnu). Bagefter lagde vi vejen omkring Amalienborg. Gefion springvandet, Frihedsmuseet og den engelske kirke venter til næste gang.
  • Nordhavn – med de store skibe til Norge og Finland, hvor flere af børnene har familie
  • Kongens Have – med kig til Rosenborg slot og Livgarden.
  • Hareskoven – på det tidspunkt, hvor bøgetræerne netop er sprunget ud, og de hvide anemoner fylder hele skovbunden. Børnene så til deres store overraskelse en levende snog (de troede ikke, der fandtes slanger i Danmark). Desuden kom vi forbi en mark med heste, inden vi kørte videre til Drive-in Bio i Farum samt Ganløse sø. Kondistien i Hareskoven prøver vi næste gang.
  • Dragør – med rundtur i de gamle gader og besøg i havnen.
  • Frederikssund – med besøg i havnen og ved vikingeskibene.
  • Håndboldkamp – med fribilletter til kampen mellem AG Kbh. og Barcelona. 15 af børnene deltog i holdenes indmarch (sammen med Barcelona-spillerne).
  • Amager Strandpark og lufthavnen – for både børn og forældre efter et møde med Lejerbo, hvor vi fik information om den kommende helhedsplan for Mjølnerparken. Spiste is ved strandparken og besøgte lufthavnen for at se fly lette og lande (til mange forskellige lande). Kastrup Fortet besøger vi næste gang og fortæller om Københavns forsvarsanlæg.
  • Parkour-parken i Ørestaden – med parkour, skater, fodbold, rulleskøjter som forberedelse til aktiviteterne i det kommende anlæg på DSB-arealet.

August 2012

Skriv til os

Vi besvarer henvendelser hurtigst muligt.
​Felter markeret med * skal udfyldes.

 
 
 
 
Nogle felter er ikke udfyldt korrekt

Kontakt DSI Sjakket

​Herunder kan du finde vores adresse- og kontaktinformationer samt information om ledelse og åbningstider.

Kontaktinformation

Telefon: 35 82 35 81

E-mail: info@sjakket.dk

Skaffervej 6,

2400 København NV

Find vej her

Åbningstider

Åbner hver dag kl​. 9 - 21

Ledelse

Khosrow Bayat

Assad Keblawi

Sjakket – CVR: 17107607